Separationsangst

Barnet har svært ved at være alene eller adskilt fra forældrene, fx svært ved at blive afleveret i skolen, svært ved at være alene hjemme, svært ved at falde i søvn eller sove i egen seng.

Generaliseret angst

Barnet bekymrer sig om mange forskellige ting, stiller mange spørgsmål, har brug for at høre de samme svar igen og igen, ringer måske ustandselig til forældrene og kan ikke berolige sig selv.

Social angst

Barnet føler sig utryg og usikker, svarer nødigt på spørgsmål i klassen, undgår sociale situationer, kan ikke lide at være i centrum og bekymrer sig om hvad andre tænker.

Præstationsangst

Barnet har tendens til perfektionisme og er bange for at lave fejl, retter ustandselig i sine opgaver, er i tvivl om det nu er godt nok og undgår helst prøver og eksamen eller sportsbegivenheder.

Enkelt fobi

Barnet er bange for helt bestemte ting eller begivenheder; fx at møde en hund, frygter bier og insekter, går ikke ud når det er mørkt eller er måske bange for at færdes bestemte steder.

Panikangst

Kendetegnes ved hjertebanken, åndenød, svimmelhed, angst for kontrol tab, angst for at blive skør eller dø. Panikangst kan opstå pludselig uden forudgående varsel eller hvis barnet presses ud i angstprovokerende situationer.

OCD: Tvangstanker og tvangshandlinger

Barnet føler sig tvunget til at gentage bestemte handlinger, fx vaske hænder, gå på toilettet, tænde og slukke lys eller måske tælle og ordne ting i bestemte systemer. Barnet kan også have bestemte tanker, som det skammer sig over og helst vil undgå, eller bestemte regler, som det føler sig tvunget til at følge.

Selektiv mutisme

Barnet taler ikke bestemte steder, har fx aldrig sagt noget i børnehaven eller i skolen, men kan godt tale der hjemme.

Fysiske symptomer

Hos mange børn kommer følelsesmæssige problemer også til udtryk i form af fysiske symptomer, fx ondt i maven, hovedpine og svimmelhed.

Blandede symptomer

Børn har ofte symptomer på flere forskellige angstlidelser på samme tid. Det er ikke ualmindeligt at angsten også medfører skyldfølelse, lavt selvværd, store humørsvingninger, tristhed, adfærdsmæssige problemer og i nogle tilfælde depression.